Lidt om tilblivelsen af CD´en

I december 2023 udkom min første CD. Den har været længe undervejs, og på tankeplan har den været endnu længere undervejs.

For nogle år tilbage blev jeg kontaktet af musiker og dirigent Walter Florin, som tilbød at lave en lille video med mig omkring min musik. Da han tilmed havde eget studie og tidligere har indspillet musik, tænkte jeg, at tiden måtte være inde, og jeg hyrede Walter til projektet, som han godvilligt sagde ja til.

Men hvordan ville jeg egentlig have musikken? Og hvordan skulle jeg gribe det an?? Jeg følte mig på totalt bar bund. Skulle jeg have medspillere eller være alene? Bølgeskvulp og fuglesang blev afprøvet og droppet igen. Skulle jeg evt bruge min shamantromme? Også droppet. Selv noget fra mit klassiske sangrepertoire, som jeg forsøgte at sætte diverse krystallyde til, blev også afprøvet og droppet igen.

Jeg havde tidligere gjort forsøget i et andet sted, hvor vi forsøgte (som man ofte gør) at indspille sangen for sig og herefter med min egen sang i høretelefonerne i ørerne spille til på krystalinstrumenterne. Fordelen ved dette er, at man efterfølgende kan redigere hver del for sig, men fordi musikken opstår under inspiration i nuet, kan jeg aldrig synge og spille det samme to gange i træk. Så i forbindelse med min musik duede det bare ikke. Det hele blev alt for konstrueret, så det blev droppet.

Sammen med Walter eksperimenterede jeg videre,  men efter utallige forsøg indså jeg, at det simpelthen ikke fungerede i et studie, med bare mig og en mikrofon tæt på munden. Det blev alt for stift og ”korrekt”.

Jeg havde brug for nogen at spille og synge for. Jeg fik så lov at låne en kirke og inviterede et par dejlige mennesker, som kunne fungere som ”modtagekanaler”. Så først flød energien. Det, jeg sendte ud, blev modtaget med et åbent sind, og positiv energi sendt tilbage til mig. Der var en kærlighedsfyldt stemning til stede i det smukke kirkerum med en vidunderlig vekselvirkning mellem mig og tilhørerne, hvor guddommelig inspiration fik frit løb.

Da min musik opstår frit improviseret i nuet, var det ikke muligt lige at stoppe op og tage noget om, eller måske udskifte en passage eller en forkert tone undervejs. Musikken måtte indspilles som en ”samlet pakke”, hele stykket uden afbrydelser, og uden falske toner, eller måske udefrakommende lyde i rummet. Det var en udfordring og krævede stor koncentration, og kors!, hvor var man dog mør efter sådan en dag med indspilninger.

Under den efterfølgende redigering, havde vi den udfordring, at det ville passe rigtig godt med lidt rumklang på stemmen, men at krystaltonerne helst skulle stå – ja krystalklart. Jeg tror, vi har fundet et godt kompromis, hvor begge dele tilgodeses.

Min første CD har set dagens lys. Det har givet en masse erfaringer, og jeg tror ikke, at det vil tage lige så lang tid næste gang. Jeg har lært rigtig meget, og ved nu en hel masse om, hvordan jeg ikke skal bære mig ad.

Jeg håber, at min musik må nå ud og sprede kærlighed og lys til verden og alle som trænger. Det er det, som driver mig, og som er mit store ønske.

Kærlig hilsen Maia

Dec. 2023 www.lyssanger.dk

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk