MIT PRÆSTINDEUNIVERS

Jeg har et indre billede:  Jeg er på rejse.  Jeg er klædt som mand, da kvinder ikke må rejse alene. Jeg trækker et mulddyr eller lille hest, som bærer mine få ejendele. Landskabet er frodigt, grønt og bakket.  Skotland eller Irland forestiller jeg mig.  Jeg mærker det bløde, grønne græs under mine bare fødder.

Jeg er på mission. Jeg besøger syge og fattige. Healer, hvor jeg kommer frem. Også landskabet, som gavmildt svarer igen med healing til mig.

Jeg har evnen til at løfte mig op på en højere frekvens, hvor jeg er usynlig for den almindelige verden. Det giver mig muligheden for at komme ind i sammenhænge, hvor jeg ellers ikke ville være forstået eller velkommen.

Der er et sted, vi vender tilbage til – alle vi præstinder. Et slags tempel. Her heales og opløftes vi. Oplades, så vi atter kan vende os ud mod verden og vores gerning. Vi synger og danser i hvide gevandter og med blomster i håret. Alt er fred, lys og glæde. Det er så skønt.

Jeg har genkendt præstinden i mig.  Jeg har taget hende til mig. Hun er en del af mig.

Det har vel været en livslang proces. Flere oplevelser, livsomstændigheder, kurser mv har hjulpet mig til mere og mere at tage hendes blidhed og kraft til mig og leve den ud.

For flere år siden besluttede jeg mig for, at ”jeg ville være kvinde”. Siden da har jeg næsten udelukkende – når jeg ikke lige skulle lave havearbejde eller lignende – klædt mig i kjole og nederdel.

Jeg elsker ceremonier. Jeg elsker ritualer. Jeg forstår deres kraft til transformation, healing og udvikling.

For flere år siden, var jeg en overgang kirkesanger hos en dejlig, spirituelt åben præst. Hun, som var god til ordet,  havde et ønske om at opstarte nogle meditative gudstjenester, og da hun opdagede, at jeg var god til stemninger, gav hun mig tillidsfuldt frie hænder til at stå for den mere meditative del af gudstjenesten.  Jeg nød at skabe små ceremonielle handlinger - det var så lidt, der skulle til. Lidt smuk musik, lystænding, stilhed, små symbolske handlinger. ”Du er ligesom en præst”, sagde hun til mig. Det var ment som en kompliment, for jeg vidste godt, hun mente én som skabte egne ritualer, i stedet for at følge et bestemt koncept.

Jeg elsker sang og dans. Da krystal lyren med dens hellige toner og senere de øvrige krystalinstrumenter kom ind i mit liv, skete der et energiløft. Der åbnedes op for et nyt livsafsnit, og jeg følte, at jeg (måske) endelig havde fundet hjem.

I sommeren 2018 var jeg på en spirituel rejse til Glastonbury. Sammen med gruppen byggede vi bro til Avalon, - præstindernes ø, som ligger skjult i tågerne, og kun giver adgang for den, som kendes værdig

Jeg følte mig hjemme dette sted, som emmer af spiritualitet –

Én af dagene var vi på Glastonbury Tor. Et helligt bjerg, som pilgrimme og folk af alle trosretninger valfarter til, beliggende isoleret i et ellers ret fladt landskab. Under opstigningen fik jeg en fornemmelse af, at det her, havde jeg gjort før. Jeg vandrede i procession. Mine arme løftede sig, som bar de noget kostbart. Der kom en kraft i mine ben og lænder, som ubesværet bar mig til tops.

Oppe ved tårnet vendte jeg mig i alle verdenshjørner og sang velsignelse, healing og kraft ud over landskabet og byen nede i dalen. Mine arme og hele krop var med i processen. Min krop kendte det så godt. Jeg fulgte bare noget, som på én eller anden måde var indbygget i mig.

Senere på turen sang jeg en præstindevelsignelse til mine rejsefæller. Igen så naturligt, som havde jeg gjort det et utal af gange før.

I Glastonbury sagde jeg JA til min præstinde identitet.

Det er ikke sikkert, at jeg lige har været en Avalon-præstinde. Måske også det, men så mange kulturer kalder på min opmærksomhed. Kreta, Ægypten, Skotland, Irland, Atlantis. Ja selv vores danske Egtved-pige, der som en slags præstinde/shaman kvinde dansede rituel dans i spiralform til ære for solen, er jeg på totalt fascineret af.

At sige JA til præstinden har nogle konsekvenser. Dette erfarede jeg også på turen. En stor sorg, dyb smerte ved at skulle ”give afkald” , lægge noget bag mig fra mit hidtidige liv. Noget i mit nuværende liv, som ikke var foreneligt med kaldet som præstinde. Følelsen var stærk og smertede dybt i hjertet.

Men der var ligesom ikke noget valg, eller snarere ”valget havde på en måde truffet sig selv”.

Sorgen og smerten vil nok altid vil være der som en følgesvend, men glæden, kærligheden og lykkefølelsen er jeg sikker på vil stråle med større klarhed, glans og styrke.  TAK!

August 2018

Maia Trayhorn, www.lyssanger.dk