Jeg har en familie på den åndelige side. De er der altid, som en fast bestanddel af mit liv. De er mine støtter, mine samarbejdspartnere, mine trøstere, mine hjælpere. "Mine englevenner", kalder jeg dem
De hjælper mig med alt lige fra at finde en parkeringsplads og til de dybeste ting i livet, når jeg beder om deres hjælp.
Ind imellem "snakker" de til mig. Ikke sådan at jeg kan høre deres stemmer, men gennem hændelser, tegn, ting, der sker. Som da jeg sidder ved computeren og skriver til en veninde, som har det svært, og jeg skifter linie med én tast, hvorefter jeg målløs kigger på sidste linie, jeg har skrevet, som pludselig står printet med store bogstaver, en anden skrifttype og fed. Altså noget som fordrer 3 tryk på tasterne. Og jeg har kun trykket på én. Jeg har lært at lytte, når jeg oplever sådanne hændelser. Hvad var det lige, jeg skrev her. Det er vigtigt! Det skal fremhæves!
Det er ikke sådan at jeg ser dem, og heller ikke at jeg hører dem, selv om jeg som barn hørte et uforklarligt og mægtigt kor engang, jeg var syg. Det er vel mere, at jeg mærker en tilstedeværelse. På samme måde som man mærker en person bag éns ryg, der kigger på én. Jeg vil beskrive det, som at jeg fonemmer en vibration, - en frekvens, og at jeg kan tune mit system ind, så jeg svinger i samklang med denne frekvens. Egentlig mærker jeg hele tiden denne frekvens. Som om jeg konstant er badet i deres tilstedeværelse. Det er betryggende og glædesfyldt. Jeg føler, at jeg er aldrig alene.
Ofte mærker jeg "en hånd på min skulder". Det er som et blidt puf fremad, som ville det sige "Go for it. Fortsæt. Det er den vej du skal gå". I starten var det i arbejdssituationer med klienter og kursister, men efterhånden er det i alle mulige situationer. Det føles så fysisk, som er der virkelig en person bag mig. Da jeg oplevede det første gang, måtte jeg vende mig om og kigge efter. Men der var ikke nogen. Ikke nogen fysisk, som jeg kunne se. Men jeg kunne jo mærke, der var nogen. Nu har jeg vænnet mig til det. "Er du der nu igen", siger jeg og rækker selv en hånd om og klapper mig på skulderen. "Tak skal du have"
Nogen gange bliver jeg også kildet i nakken. Hvad det vil fortælle mig, ved jeg ikke. Måske bare et "Hejsa, her er vi". Og hyggeligt er det.
Her deler jeg nogle af de oplevelser, jeg har haft med engle.