Birketræet

Der står et stort birketræ nederst i haven. Det står for sig selv og rager lidt umotiveret op i landskabet. Og så skygger det for solen.

Jeg ønsker at skære det ned til halv størrelse, for at der ikke skal være helt bart. Min nabo, som gerne fælder træer for folk, afviser blankt at påtage sig opgaven. "Alt for farligt", siger han. Nej, fælde ved træets rod! Så har man styr på sagerne.

For nogle år tilbage fik jeg skåret to andre træer halvt ned. Det var professionelle folk. To mand.  De blev hejset op i en lift og startede med at fjerne alle øverste grene, før de nåede det sted, hvor det skulle skæres. Det varede det meste af en dag, og kostede noget nær en formue.  Der var nok ikke nogen vej udenom. Det måtte vist være måden at gøre det på igen.

Jeg spurgte en ven, om der var nogen, han kunne anbefale, men min ven mente, at det kunne han da vist godt klare.

Med en vis bekymring og med min nabo´s ord i ørerne, stod jeg da nedenfor træet, mens min ven klatrede op af stigen, som knapt nåede det punkt, hvor der skulle skæres. Med øjnene målte jeg træets størrelse og afstanden til min rosenbue med de nyindkøbte ædle roser. Min ven stod nærmest på ét ben på det øverste trin af stigen for at nå med en motorsav, der ikke ville starte. En begyndende følelse af panik begyndte at melde sig hos mig der nede under træet.

Ind i redskabsskuret, drøner jeg. "Kære engle! Hjælp! Nu må I være der" kalder jeg. "Lad det gå glat og nemt!"

Så drøner jeg ind i huset for at hente et par havehandsker for at være med til det, som jeg regner med vil være et dagsprojekt. Måske ovenikøbet to.

Da jeg kommer ud igen, ligger træet ned. Omkring en halv meter fra rosenbuen. Hvilende på en gren, der skåner Rhododendron busken.

Min ven klatrer ned og iagttager lidt forundrret sit værk. "Det gik nemmere, end jeg troede" siger han.

På mindre end en time er det hele skåret op, stablet og slut.

"Tak, mine kære englevenner!"