Skrevet af Maia Trayhorn

Det hellige åndedræt

- vejrtrækning og åndedræt.

Disse to udtryk, med den samme betydning men med vidt forskellig klang, findes i det danske sprog.

Når vi trækker vejret, ligger det ligesom i ordene, at det fordrer en indsats fra vores side. Der skal lægges et vist arbejde i det, at trække noget, - der skal bruges nogle kræfter. Man kan sige, at det er et ret egofixeret foretagende at trække vejret.

Når vi ånder, sker det derimod af sig selv. Når kroppen har brug for luft, sker der en naturlig proces i kroppen, mellemgulvet sænker sig, undertrykket i lungerne bevirker, at luften nærmest kommer ind af sig selv. Det er ikke noget, vi skal tænke nærmere over.

Vi har på dansk det fine gamle udtryk " at drage ånde". Det vil sige, at vi drager ånden til os, - vi åbner os for og lader ånden fylde os - den får lov at passere igennem vores system, belive og bringe vitalitet til alle cellerne, hvorefter den atter gives fri, sendes ud, hvor den blander sig med den levende strøm, som gennemstrømmer alt på jorden og i universet. Det, som vi kunne kalde "helligånden".

På engelsk har vi udtrykket "to inspire" eller "inspiration" (indånding), og er det ikke netop det, der sker, når vi bliver inspirerede, at "ånden kommer over os".

Åndedrættet er et fint billede på at tage ind og give ud. En konstant vekselvirkning mellem at give og modtage.