Da englene snakkede med krondyrene

Det er midsommer og hedebølge. Jeg sover ude i mit shelter hele sommeren. Elsker duftene, lydene af vinden i træerne, vågne op og kigge lige ud på alt det grønne. Mærker, hvordan" højt til himlen" åbner bevidstheden.

En aften kort efter jeg har lagt mig lyder der et højt knald. Jeg tænker, at det må være nogle jægere, men undrer mig alligevel over tidspunktet.

Jeg er næsten er slumret hen, så lyder der et knald til. Skarpt og krafttigt, og jeg ryger op med et spjæt. Så kommer der ét til. Og ét til. "Bang", siger det, hver gang jeg lige er faldet hen. Til sidst ligger jeg helt stift og bare venter på det næste knald. Jeg indser, at på den måde bliver der ingen søvn, så jeg rykker ind i det sommerophedede hus. Men soveværelset vender ud mod den side med lydene, så der kan jeg heller ikke være. Jeg ender på en madras ude på værkstedet med savsmuld på gulvet og lukkede døre og vinduer. Der ligger jeg så og sveder i nogenlunde fred for knalderiet.

Næste dag går jeg over til gården på den anden side af kartoffelmarken, - der hvor jeg synes det kom fra. Måske ved de, hvad det var. Jamen, det var da noget, de havde sat i værk, fortalte konen mig. Det var for at skræmme krondyrene væk. De åd asierne ude på marken. Og ikke sådan, at de spiste en asie ad gangen, - nej, de hyggede sig bare med at gå rundt og tage en bid af dem alle sammen.

Så nu havde de sat en gaskanon op, som skød et skræmmeskud af med en halv times mellemrum natten igennem.

"Åh, jamen jeg kunne jo ikke sove. Elskede jo at sove udendørs. Forklarede, at jeg ikke engang kunne være i mit soveværelse". Og kunne sandelig også se sagen fra deres side. Selvfølgelig ville de da ikke have hele asiehøsten destrueret.  Det  forstod jeg  da godt! 

Men hvem skulle give sig? Hvad skulle vi gøre? Det var fastlåst - ikke til at se en løsning på.

Jeg gik hjem og kaldte på mine engle. "Kære engle, Det her kan jeg simpelthen ikke finde ud af! Hjælp!"

Den følgende nat kom der et enkelt knald. Så var der stille.

Dybt taknemmelig gik jeg atter hen på gården. Tænk at de havde været så hensynsfulde. Det ville jeg sige dem tak for.

"Jamen", sagde de, "Det var ligesom,  der ikke var så mange krondyr længere!"